En lykke, jeg aldrig har vidst kunne findes,
en lykke ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit hjerte den nat, da jeg hørte,
så fjerne de første små, klynkende skrig.
Da glemte jeg smerte og veer og tårer,
forsvundet var måneders mødige fjed.
Al uro og længsel og angst i mit hjerte,
forvandledes til en usigelig fred.
Et under er hændt mig, en kostelig gave,
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
Et spædt lille væsen med bundløse øjne,
har slukket dybt i mig et ubevidst savn.
Ja, dette er underet ingen kan fatte,
en levende gave, et barn der er mit.
Jeg bøjer mig ned over puden og smiler,
og mærker selv smilet, bevæget og blidt.
Jeg bøjer mig ned over puden og smiler.
Åh, barnløse kvinder, det under jeg Jer.
Kun den der har kysset sit barn når det sover,
kan sige: nu ved jeg hvad kærlighed er!